Morskabsspillet blev en ny idræt

Nogle kridtstreger på en gymnastiksals gulv.

Nogle tennisspilleres ønske om at få motion om vinteren med det nye spil badminton, der var kommet hertil fra England, og som var ved at vinde udbredelse ud over landet.

Så enkelt startede Herning Badmintonklub af 1937, nu 50 år efter en af Jyllands største og stærkeste klubber og den ene af de tre, der i dag repræsenterer hovedlandet i dansk badmintons fornemste række, 1. divison.

Hvilken udvikling at registrere! Men den, der måtte formode, at det bare er gået derudaf, og at fremgangens kurve er steget jævnt og støt, er nødt til at revidere sin opfattelse. For let og ubesværet er det ikke gået. Vanskelighederne har været mange, og et par gange har det hele været ved at kuldsejle. Men ved stædig udholdenhed og gedigent kammeratskab inden for en lille, men trofast kreds er det lykkedes ikke bare at komme igennem, men også videre.

Men hvad var det egentlig for et spil, en flok herningensere en novemberaften i 1937 blev enige om at ville forsøge sig med?

Badminton dyrkedes i Kina allerede for 2000 år siden (vore dages kinesiske superstjerner har altså gamle rødder), men spillet blev først kendt, da det kom til England fra Indien ca. 1870.

Det fik navn efter godset Badminton House i Gloucester, hvor det første gang under det indiske navn Poona demonstreredes i 1873. På Badminton House, som siden 1608 har været i Somerset-slægtens eje, kan man stadig se den sal, The Entrance Hall, hvor Somerset-familien på våde dage -spillede med ketcher og fjerbold og dermed lagde grunden til badmintonsporten. Jarlen på Badminton House fik senere titlen Hertug af Beaufort, og det er stadig en Hertug af Beaufort, der er protektor for All England mesterskaberne, verdens fornemste badmintonturnering.

Spillet bredte sig til andre herregårde og slotte og blev bragt verden over af engelske officerer i kolonitiden. Det er baggrunden for, at badminton er så udviklet i Det fjerne Østen.

Det skulle nemlig hurtigt vise sig, at spillet havde kvaliteter, der rakte langt ud over dem, de første udøvere fandt i det, nemlig som et morskabsspil, det var fornøjeligt at dyrke, når vejret ikke var til andet. Der blev indført faste regler i 1901, vedtaget på Badminton House, og i 1925 kom spillet til Danmark, da det »fremvistes«, som det hedder i en samtidig omtale, i Skovshoved Idrætsforening i Skovshoved nord for København.

11930 var der så mange klubber, at der var grundlag for at danne Dansk Badminton Forbund, og samme år holdtes de første danske mesterskaber.

Allerede året efter, i 1931, spilledes den første badmintonkamp i Herning. Den foregik i Herning Gymnasiums gymnastiksal i Bethaniagade, det nuværende Team-teater, og det var gymnastiklærer, senere KFUM-landsinstruktør Andreas Andersen, der førte spillet til Herning. Foreløbig dog uden succes, for ingen troede rigtigt på, at det var en sport med fremtid, højest kunne det blive et tidsfordriv som f.eks. kroket.

Forfatteren husker da også, at da han for første gang fik en fjerbold og en ketcher i hånden, var det just som et morskabsspil, udøvet en varm sommerdag i 1934 i en villahave i Horsens og skærmet bag høje træer, så vindstød ikke så let førte den lette bold på drilske afveje. At samme bold (som endda slet ikke var en bold i gængs forstand) vendte sig i luften og altid kom med den rigtige side nedad, var nok noget, der gik ud over en 9-årig drengs forstand, men det gjorde kun spillet endnu mere spændende og forunderligt.

Det frø, Andreas Andersen kastede, faldt dog ikke helt på stengrund. Fabrikant Chr. Charles, mangeårig formand i Herning Tennisklub, mindes, hvordan nogle interesserede i 1934 spillede badminton i Nørregades Skoles gymnastiksal, hvor de havde fået lov til med kridt at tegne en bane op på det ferniserede gulv.

Nogle af Andreas Andersen elever i mellemskolen havde også fattet interesse for spillet. En af dem, Svend Aage Jepsen, lavede en udendørs bane ved faderen, Jeppe Jepsens tricotagefabrik på Ny Vejlevej, hvor han spillede sammen med storebroderen Tage og snart flere unge fra kvarteret.

Først i 1937 var tiden dog moden til egentlig organiseret badminton. At det var tennisspillere, der stod bag oprettelsen af en egentlig klub, er naturligt nok, for der var mange lighedspunkter, selv om de to spil alligevel var vidt forskellige. Det er da også karakteristisk, at da Gyldendals fem binds leksikon udkom i 1937, altså det år, vi her befinder os i, greb det til at sammenligne spillet med tennis. Det hedder nemlig:

Badminton (bæ'dminton), Boldspil, lign. Lawn-Tennis. Det spilles dog med Fjerbolde med Korkindlæg i St. f. Gummibolde; Spillebanen er mindre, Points tælles på en anden Maade end i Lawn-Tennis, og hvis Bolden rører Gulvet, er den tabt af den Spiller, hvis Gulvflade, den har berørt; B. er et Flugtspil, d.v.s. Bolden skal hele Tiden rammes i Luften. B. er et livligt og fornøjeligt Motionsspil og er let at lære. Det bør helst dyrkes indendørs, da de lette Bolde paavirkes af Vinden.

Da der den 4. november 1937 var indkaldt til stiftende møde i Nørregades Skoles gymnastiksal, var det altså fra tennisspillernes kreds, initiativet var udgået, og af de ca. 25 fremmødte var de fleste tennisspillere. Men også den enthusiastiske flok fra Ny Vejlevej var mødt frem, parat til at være med, blandt dem Gudrun og Gerhard Lück, hvis far på Ny Vejlevej drev en ketcherfabrik, som efter mange van- skeligheder havde vundet sig et godt ry for sine tennisketchere, og som nu også var begyndt at slå ind på fremstilling af badmintonketchere.            

Mon det er forkert at antage, at de to søskende var de allermest ivrige for dannelsen af en klub? Et var jo at være med til at fremstille ketchere i kælderen under familiens villa, noget andet var at få lov til at bruge dem.

De fremmødte blev hurtigt enige om at stifte klubben, om de love, der skulle gælde for den, og om en bestyrelse. Den konstituerede sig kort efter med Henrik Degett som formand, Tage Mikkelsen som næstformand og Chr. Sander som kasserer. Desuden kom Gudrun og Gerhard Lück i bestyrelsen.

Kontingentet skulle være 1,50 kr. om måneden, og hvert medlem skulle have ret til to ugentlige halvtimer i Nørregades Skoles gymnastiksal. Denne var med sine bomme og klatretove, der hang ned fra loftet, ikke særlig velegnet til formålet, men sådan var vilkårene alle vegne: man startede med de forhåndenværende muligheder.

Nogle steder var den lokale gymnastiksal så lille, at der ikke levnedes udenomsplads hverken ved sidelinierne eller baglinierne. Værre var det dog, når salens kakkelovn kom til at stå inde på selve banen (!). Det klaredes et sted ved, at man tegnede en hvid streg rundt om ovnen i en skønnet højde. Hvis bolden ramte ovnen under denne streg, ville den have været god. Ramte den over, ville den efter menne- skelige beregninger være gået ud, og derfor var den tabt!

I gymnastiksalen i Nørregades Skole var der ret god plads bagud. Derimod kneb det langs siderne, for tæt ind på banen stod i hver side en række ribber, og her gik sidelinien for doublebanen. Inden man lærte afstandsbedømmelsens svære kunst, knækkede man let en ketcher. Det havde byens isenkræmmere, der var begyndt at føre det nye sportsrekvisit, selvfølgelig stor fornøjelse af.